Ny teknologi sikrer millimeternøjagtig bukning og skæring af plader

5. november 2018

Brøndum har investeret i nye bukkemaskiner, som med markedets nyeste og bedste teknologi er med til at sikre millimeternøjagtig bukning og skæring af plader. Tidligere er arbejdet blevet foretaget på en manuel bukkemaskine, og det vil alt andet lige kunne skabe små unøjagtigheder i bukningen.

Samtidig giver de nye maskiner mulighed for at løse opgaver, som ikke har kunnet lade sig gøre tidligere på den manuelle bukkemaskine.

”Vi kan nu tilbyde vores kunder bukning af plader på 3 meter i stedet for kun to meter. Det oplever vi en stigende efterspørgsel på. Tidligere har vi været nødt til at sende opgaver videre til en ekstern leverandør, fordi vi ikke selv har haft kapaciteten til at løse dem. Nu kan vi selv stå for at bukke og montere elementerne og dermed levere ’hele pakken’ til vores kunder, ” fortæller Dennis Jönsson, der er blikkenslager i Brøndum Randers.

Mere tid til kunderne
Brøndum i Randers har forrygende travlt. Derfor er de nye bukkemaskiner samtidig en god hjælp til at skabe større effektivitet og dermed mulighed for at hjælpe flere kunder hurtigere.

”Vi har meget at se til, så den ekstra tid vi får tilovers, er rigtig meget værd. Når vi får nedbragt tiden på værkstedet markant, får vi mere tid til at være ude på projekter og dermed løse opgaverne for vores kunder hurtigere,” siger Dennis Jönsson.

Kontakt Brøndum i Randers eller en af vores andre afdelinger, hvis du har brug for hjælp til et projekt.