
Fra akademiker til håndværker: Katrine er færdigudlært klejnsmed
7. september 2017
Vi er glade for at kunne ønske Katrine Blåberg Andersen tillykke med titlen som klejnsmed efter 3,5 års læretid hos Brøndum Stål.
Iført blå kedeldragt og hjerter på hjelmen har Katrine styret svejseapparatet, som om hun aldrig har lavet andet. Men faktisk har en karriere som klejnsmed ikke altid været planen. Efter at have gået på gymnasiet og efterfølgende taget en bachelor i spansk og virksomhedskommunikation fandt Katrine ud af, at livet på et kontor slet ikke var det, hun ønskede. I stedet startede Katrine på Mercantec i Viborg og fik en læreplads hos Brøndum Stål, hvor hun sammen med 15 smede og to med-lærlinge har knoklet og fået det hele til at slå gnister. Og både Katrines faglighed og personlighed har passet rigtig godt ind i afdelingen.
- Vi har været meget tilfredse med Katrine gennem hele hendes læretid, hvor hun er gået til arbejdet med stor begejstring og lyst til at lære. Og så har hun taget det med oprejst pande at være eneste kvinde på en arbejdsplads, der er præget af ”mandehumor” og snak om biler, mener Lars Trankjær, der er afdelingschef hos Brøndum Stål. Han ser gerne, at endnu flere kvinder vælger faget til og håber, at Katrine kan blive en inspiration for andre.
Flere kvindelige kolleger, tak
Også Katrine har et ønske om at få flere kvindelige kolleger i branchen. Derfor har hun bl.a. kontaktet Dansk Metal for at få dem til også at bringe kvinder på forsiden af medlemsbladene, der traditionelt set har været prydet af mænd. Ved at få nogle flere kvindebilleder fra branchen håber Katrine, at flere kvinder vil få øjnene op for de mange muligheder, håndværksfagene giver.
Hos Brøndum Stål har Katrine dog ikke følt sig anderledes behandlet, og hun mener heller ikke, at hun har fysiske ulemper i forhold til sine mandlige kolleger.
- Jeg har arbejdet på lige vilkår med de andre, så jeg har ikke mærket meget til, at jeg har været den eneste kvinde. Og rent fysisk er jeg lidt af en kraftkarl, så det at bruge musklerne ligger vist bare til mig, fortæller Katrine Blåberg Andersen, som nu glæder sig til at komme ud og prøve håndværksfaget af. Men om det bliver i Viborg, Rusland eller i Grønland – det må fremtiden vise.
Læs mere om Katrine i Viborg Stifts Folkeblads artikel