
Fem skarpe om stål – interview med Henrik Sloth, Brøndum Stål
Brøndum Stål er med til at sætte sit præg på mange bolig- og erhvervsbyggerier både i Jylland, på Sjælland og på Fyn.
Med en baggrund som smed og produktionsteknolog fra Randers Tekniske Akademi, mange års erfaring med såvel styring, udvikling samt salg i stålbranchen, er Henrik Sloth ansvarlig for 40 ansatte i Brøndum Stål, primært serviceledere, projektledere, konstruktører og klejnsmede.
Henrik Sloth, afdelings- og salgschef, har svaret på fem spørgsmål om stål:
Hvad var baggrunden for at etablere Brøndum Stål?
Selskabet blev etableret i 2010 for at opfylde et behov for stålleverancer til flere afdelinger i Brøndum A/S. Det gav mulighed for intern produktion af stålbæringer, stålkonstruktioner mv. til bl.a. Brøndums industriafdelinger, ligesom der også kunne trækkes på certificeret bemanding til forskellige svejseopgaver.
Hvad er det, der gør Brøndum Stål unikt?
Det, som primært gør os unikke, er den fælles ”gnist” som alle i Brøndum Stål har - et ganske særligt engagement eller en vilje til, at vores afdeling skal lykkedes med både stort og småt. Denne helt særlige holdånd kan du hverken forvente eller diktere – den skabes gennem gensidig respekt for hinanden og en hverdag, hvor arbejdsmiljø vægter højt.
Hvordan bliver Brøndum Stål ekstra konkurrencedygtige?
Tidligere havde alle nok en opfattelse af, at vi var dygtige til alle former for opgaver, når det blot ”lugtede” lidt af jern. Denne opfattelse har vi over en årrække udviklet på, så vi i dag primært fokuserer på at arbejde med det, vi er bedst til. Det betyder også, at vi siger nej tak til forespørgsler, som ikke passer til den strategi vi har lagt i fællesskab - selv når det er forespørgsler fra vores gode kunder. På den måde sikrer vi mest mulig kapacitet til udvikling og produktion af de opgaver, som passer til vores organisation og bliver mere konkurrencedygtige over tid.
Hvilke tendenser ser du inden for stålentreprise i de kommende år?
Jeg ser fortsat gode muligheder for stålentrepriser til byggeriet i fremtiden. Selv med stadigt mere fokus på grøn omstilling og lavere CO2-udledning, vil en udvikling af stålværkernes produktionsform kunne byde ind i branchen med gode og genanvendelige ”byggesten”.
På den korte bane kan vi dog være udfordret af de seneste års udfordringer med bl.a. pandemi og krig i Europa, som har givet en stor opbremsning i markedet generelt og ikke mindst i byggeriet. Det stiller høje krav om fleksibilitet i virksomheden og kan betyde en justering af vores strategi.
Kan man få for meget stål?
Med en barndom i fars smedeværksted, hvor mine drengedrømme, under kyndig vejledning, blev til virkelighed samt en professionel karriere med stål som omdrejningspunkt, er mit korte svar: Nej!
Om Brøndum Stål
Brøndum Stål ApS er en del at Brøndum A/S. Vi producerer komplette CE-mærkede stålløsninger iht. DS/EN 1090 EXC 1- 4 og DS/EN ISO 3834-2 samt kundetilpassede løsninger i rustfri og aluminium i højeste kvalitet. Med egen tegnestue og et højteknologisk plasmaskæreanlæg til kantpresser, pladevalse og maskinsaks er vi med hele vejen – fra design og udvikling, konstruktion, fremstilling, overfladebehandling til levering og montering. Læs mere på brondumstaal.dk
BRØNDUM STÅL ApS
T: 87 25 03 00
staal@brondum.dk
brondumstaal.dk