”Det kunne være fedt med flere kvindelige kollegaer”

10. januar 2019

Om bare 10 år vil Danmark mangle 17.000 faglærte i bygge-, anlægs- og installationsbranchen. Samtidig vil kun 9 pct. af det samlede antal beskæftigede inden for disse fag være kvinder. Det kalder på, at vi som branche må gøre noget. Derfor er Brøndum gået med i projektet Boss Ladies, der netop arbejder for at styrke piger og unge kvinders interesse for at vælge håndværksfagene til.

Brøndums repræsentant i projektet Boss Ladies er vores dygtige VVS-lærling, 20-årige Louise Tingvold Jensen, der har udfordret stereotyperne og gerne vil inspirere flere til at gå samme vej. Med en far, der er selvstændig VVS’er, har Louise haft faget tæt inde på livet og er derigennem blevet introduceret til, hvad arbejdet indebærer. Ellers er Louise ikke sikker på, at det var den karrierevej, hun havde valgt at gå.

”Jeg tror primært, jeg er kommet ind i VVS-faget på grund af min far. Ikke fordi, han har forsøgt at påvirke mig, men fordi jeg er blevet introduceret til faget gennem ham. I skolen var der mest fokus på, at man kunne komme på gymnasiet, og håndværksfagene blev der skøjtet let henover. Det er også en af grundene til, at jeg gerne vil være med i Boss Ladies-projektet. Jeg vil gerne udbrede kendskabet til faget til andre unge og inspirere til, at særligt flere kvinder vælger håndværksfaget til,” siger Louise.

Brug for flere dygtige medarbejdere i faget
Susanne G. Christensen, Servicechef for Service Danmark i Brøndum, mener, det er vigtigt, at Brøndum er med i projektet.

”For Brøndum er det vigtigt at have lærlinge. Det er de unge mennesker, der skal være med til at sikre, at vi også i fremtiden kan levere kvalitetsløsninger til vores kunder. Som tallene ser ud nu, skal der gøres noget aktivt for at sikre, at vi fortsat har faglærte nok i branchen. Derfor er Boss Ladies et fremragende initiativ. I dette projekt er fokus på kvinder, men for os er det vigtigt i det hele taget at få de unge menneskers øjne op for, at håndværksfagene har meget at byde på,” siger Susanne G. Christensen og fortsætter:

”Der er ingen tvivl om, at der hersker mange fordomme om håndværksfaget blandt de unge, og meget af det skyldes ren og skær manglende viden. Vi er glade for, at vores lærling Louise er frisk på at stille op og fortælle om sit arbejde. Derigennem kan hun være med til at give et mere faktuelt billede af det at være håndværker og medvirke til at nedbryde nogle af fordommene. At hun er kvinde, giver naturligvis en ekstra dimension, idet hun kan være med til at nedbryde en anden fordom, nemlig den, at håndværksfag er et mandefag,” lyder det fra Susanne G. Christensen.

”Selvfølgelig kan jeg klare det”
Om det at være kvinde i VVS-faget er en udfordring, mener Louise ikke. Ifølge hende handler det først og fremmest om holdningen til arbejdet. Hvis man går ind til arbejdet med en tanke om, at det her kan jeg ikke, fordi jeg er kvinde – ja, så vil det nok blive en selvopfyldende profeti. I stedet er det vigtigt at tro på sig selv, være ihærdig – og så at have en vis portion stædighed.

”Det handler om, hvordan man ser på sig selv. Jeg siger til mig selv, at ’det her kan jeg godt, og jeg passer ind’, og så bliver det sådan. Min første opgave var på en byggeplads med 25 mænd og mig som eneste kvinde. Jeg var da super nervøs, men jeg sagde til mig selv, at selvfølgelig kan jeg klare det. Hvis man arbejder for det og beviser, at man kan og vil, så får man også større tiltro fra sine kollegaer. Jeg har kun haft positive oplevelser med mine kollegaer,” fortæller Louise, der i sit arbejde værdsætter samarbejdet med kollegaerne, kundekontakten og at komme rundt til forskellige projekter.

For Louise kommer en del af 2019 til at dreje sig om at inspirere og fortælle andre unge om muligheden for at gå håndværksvejen, så flere har et oplyst grundlag at vælge karriere ud fra.

Foto: Marie Brask, Blik & Rør

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold. Hvis du klikker videre, accepterer du vores brug af cookies. Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, kan du læse mere her: Læs mere

OK, forstået