
Brøndum køber fjernvarme- og industriaktiviteter i Nordjylland
15. december 2020
Brøndum-koncernen køber Kemp & Lauritzens fjernvarme- og industriaktiviteter i Nordjylland og udvider dermed sit geografiske område. Med opkøbet følger Kemp & Lauritzens nuværende afdeling inden for fjernvarme og industri i Aalborg.
Fra januar 2021 får Brøndum et geografisk ben i Nordjylland, når Kemp & Lauritzens fjernvarme- og industriaktiviteter i og omkring Aalborg overgår til Brøndum. Dermed tilføjer Brøndum endnu en lokation på landkortet og styrker sin position inden for fjernvarme og industri i Jylland.
”Vi har længe kigget på muligheden for at etablere os i Nordjylland, hvor vi også har flere større projekter og hvor flere af vores servicefolk er bosiddende. Da denne konkrete mulighed bød sig, var vi ikke i tvivl om, at det vil passe rigtig godt ind i den fremtidige udvikling af Brøndum. Nu ser vi med stor forventning frem til at udvide Brøndum-holdet med en række nye medarbejdere og kunne levere endnu mere lokal service til vores kunder i Nordjylland”, fortæller administrerende direktør Tue Sjøntoft, der sammen med resten af teamet i Brøndum glæder sig til at byde de nye medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere velkommen.
Rammeaftale med forsyningsselskab fortsætter
Brøndum overtager blandt andet en rammeaftale inden for fjernvarme med Aalborg Forsyning. Og netop rammeaftaler har Brøndum god erfaring med: ”Vi har lange erfaringer med rammeaftaler hos flere forsyningsselskaber på Sjælland og i Jylland og med vores nuværende forretningsenhed inden for fjernvarme og industri, er Brøndum et oplagt valg til at løse disse opgaver”, forklarer Tue Sjøntoft og ser frem til samarbejdet med både leverandører og kunder i det nordjyske.
Opkøbet styrker Brøndums nuværende kompetencer inden for fjernvarme og industri og giver Brøndum en unik mulighed for at fortsætte udviklingen i det jyske marked.
Som en del af aftalen rykker Brøndum fra januar 2021 ind i Lindpros tidligere kontor på Danalien 1 i Aalborg.
Kemp & Lauritzens øvrige aktiviteter i Aalborg fortsætter uændret fra adressen Kaolinvej 10.