PRESSEMEDDELELSE: Bæredygtigt SDU campus i Kolding er klar til de studerende flytter ind

29. april 2014

I løbet af de næste måneder rykker de studerende ind på Syddansk Universitets nye campus i Kolding. Den nye campus omfatter uddannelsesfaciliteter til cirka 1.500 fuldtidsstuderende og 900 deltidsstuderende, en forskerpark og et P-hus. Udover at blive det nye vartegn i byen bliver universitetet også Danmarks første lavenergiuniversitet med nyskabende løsninger inden for energiforbrug og indeklima.

Byggeriet har været under opførelse de sidste to år og afspejler universitetets vision om, at være en synlig og aktiv aktør i regionens udvikling med en international horisont. Bygningsanlægget skal afspejle et indre dynamisk miljø, og med et indbydende indgangsparti skal bygningen afspejle en åbenhed og nysgerrighed overfor verdenen udenfor universitetet. Universitetet skal have en bæredygtig drift og skal derfor understøtte et lavt energiforbrug, ligesom det i sit udtryk skal signalere en bæredygtig bevidsthed i bl.a. materialevalg og tekniske løsninger.

Henning Larsen Architects har tegnet den markante og innovative bygning, hvor et indre trekantet atrium roterer ned gennem de fem etager og spreder et naturligt lys fra oven.

Hos Brøndum siger projektleder Carsten Nielsen:

- Byggeriet har været både spændende og interessant, fordi vi her får lov til at byde ind med vores knowhow og kapacitet. Samtidig kan vi dele ud af vores solide erfaringer fra en række energirigtige entrepriser på bl.a. uddannelsesinstitutioner.

I Brøndum er der stor tilfredshed med gennemførelsen af byggeriet, hvor fokusset på bygningens bæredygtige løsninger blandt kommer til udtryk i den kompakte bygnings store indre rumlighed, der har givet mulighed for naturlig ventilation op i gennem hele huset.

Der er installeret et kombineret køle- og varmepumpeanlæg, som er drevet af grundvand og anvendes til at opvarme og nedkøle bygningen. Anlægget forventes på opvarmning at reducere energiforbruget med 60% sammenlignet med et naturgasanlæg, og på køling en besparelse på op til 90% sammenlignet med en traditionel køleanlæg. Grundvandet genanvendes og der udledes ingen skadelige stoffer, hvilket gør anlægget bæredygtigt, miljøvenligt, CO2-reducerende og imødekommer kravene til mere miljøvenlig opvarmning og køling. Anlægget er etableret med underjordiske ledningsnet og skæmmer hverken bygninger eller omgivelser.

På taget er 45m2 solfangere og 264m2 solceller installeret, som forventes at bidrage til yderligere reduktion i bygningens energiforbrug.

Brøndum udfører i en samlet teknikentreprise VVS, ventilation, køl, el, kommunikationssystem, brandalarmering, belysning, transport og automationssystemer. Med de tekniske løsninger bidrager Brøndum til, at den nye campus overholder de mest skrappe energikrav for en ”lavenergiklasse 2015”-bygning.

Kommunikationsafdelingen

Kommunikationsafdelingen

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold. Hvis du klikker videre, accepterer du vores brug af cookies. Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem. Læs mere

Luk