PRESSEMEDDELELSE: Årsregnskab 2013-2014 - Mindre plus for Brøndum koncernen

21. oktober 2014

Brøndum koncernen har netop offentliggjort årsregnskabet for 2013-2014. Den samlede koncernaktivitet steg i regnskabsåret med 10 % til en samlet omsætning på kr. 541 mio.

Koncernens primære aktiviteter har givet et samlet driftsresultat på kr. 1,5 mio. efter skat, hvilket betragtes som værende ikke tilfredsstillende.

Især de udenlandske aktiviteter i Brøndum International A/S steg som følge af god aktivitet på det norske marked og på Thule basen i Grønland.

Trods bortfald af opgaver for den konkursramte entreprenørvirksomhed E. Pihl & Søn i august 2013, steg de danske aktiviteter i Brøndum A/S som følge af en tilgang af større teknikentrepriser og fremgang på markedet for fjernvarmeopgaver.

I Brøndum Grønland A/S faldt omsætningen med godt 30 % som følge af en generel afmatning i investeringer og aktivitet i det grønlandske samfund og Brøndum Stål ApS oplevede en mindre fremgang i aktiviteterne.

Hos Brøndum koncernen siger adm. direktør Asger Brøndum:

- Hård konkurrence og prispres er etablerede forudsætninger i vores hverdag i installationsbranchen. Alligevel viser årsregnskabet for 2013-2014 positive takter og et lille samlet plus på bundlinjen hos Brøndum koncernen. Det realiserede samlede koncernresultat inklusive finansielle poster er således fortsat positivt med et resultat efter skat på 3,5 mio. kr.

Positive forventninger

Brøndum ser positivt på det igangværende regnskabsår, hvor indtjeningen i koncernen igen forventes at give overskud.

- Vi har en fin ordrebeholdning i de fleste af vores enheder. Og dette sammenholdt med en positiv udvikling i udbuddet af opgaver på alle aktivitetsområder, såvel i Danmark, i Grønland som internationalt gør, at vi forventer en væsentlig positiv resultatudvikling på den primære drift, slutter adm. direktør Asger Brøndum.

 

Asger Brøndum

Asger Brøndum

Adm. direktør

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold. Hvis du klikker videre, accepterer du vores brug af cookies. Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem. Læs mere

Luk